POM fås i to hovedtyper: homopolymer (POM-H) og copolymer (POM-C). Homopolymeren giver lidt højere trækstyrke, stivhed og krybemodstand, mens copolymeren giver bedre kemisk resistens og termisk stabilitet. Dette materiale er meget krystallinsk, hvilket giver det en karakteristisk kombination af høj styrke, hårdhed og fremragende bearbejdelighed. I modsætning til mange plasttyper kan POM let skæres, bores og fræses med standardværktøjer til metalbearbejdning, hvilket gør den til en favorit til CNC-bearbejdningsprototyper og små batchdele.
En af de mest værdifulde egenskaber ved POM er dens lave friktionskoefficient og selvsmørende natur. Det modstår slid usædvanligt godt, hvorfor det ofte bruges til at fremstille gear, lejer, bøsninger og glidemekanismer. Ved at udskifte metaldele med POM kan ingeniører reducere den samlede vægt, eliminere behovet for ekstern smøring og reducere støjniveauet under drift.
Behandling af POM kræver dog nøje opmærksomhed på detaljer. Den har en relativt høj krympningshastighed (typisk 1,8% til 2,5%), hvilket betyder, at formdesignere skal tage højde for denne volumetriske ændring for at sikre præcise tolerancer. Desuden må POM ikke overophedes eller udsættes for stærke syrer under forarbejdningen, da det hurtigt kan nedbrydes og frigive formaldehydgas. For at opnå optimale resultater er præcis kontrol af smeltetemperatur og formtemperatur afgørende.